Vis-Knut

Legg til en kommentar

12 kommentarer

Kommentert av rune øverby den 2 februar 2009 kl. 0.07

Mer fra boka om Vis-Knut

"Jeg hørte mine svigerforeldre fortelle om Knut Rasmussen, kalt Vist-Knut.
Min svigerfar var hans morbror.
Knut kunde ikke lese i bok da han var barn, begynte han paa en, fikk han alltid fallesyke; men han hadde uvanlig godt minne, og det som blev oplest for ham, det husket han.
Han fikk mange råder for sykdommen sin, både åtgierd og annet, mem til ingen nytte. En dag kom en kone med et halsbånd laget av ormeben. Hun hengte det om halsen hans og mente at det skulde ta sykdommen bort. En dag gikk Knut ut alene. Han hadde halsbåndet på sig. Da hørte han en stemme som talte til ham, han så ingenting, men skilte ty-delig disse ord:
"Kast kun bort de dukkementer som du bærer om din hals, det er ben utav en slange som du bærer om din hals. Kast all synd og ondskap ut, og trøst dig du til bedre Gud."

Så kastet han halsbåndet. Siden blev han bedre. Hans mor hadde en postill (husbibel)som var trykt med store bokstaver. Denne bok hadde Knut slik lyst til å lese i, moren måtte hjelpe ham, og han lærte så-vidt å renlese.
En dag hørte han stemmen igjen, den bød ham å holde opbyggelse. Han syntes selv at han var for svak og fryktet for øvrigheten, for det var forbudt for andre enn for prester å tale Guds ord.
- Da måtte Knut til sengs, han blev liggende med føttene i kors, de var som grodd sammen, ingen kunde løse dem fra hverandre. Slik lå han et halvt års tid.

Et par ganger blev han båret ut av usynlige krefter. Husets folk bar ham inn igjen, tredje gang blev han båret ut, da bad han om å få bli liggende en stund. "Um de ber meg inn att så ber dei meg ut att," sa han. Da han hadde ligget en stund, bad han dem hente litt vann fra en nordrinnende bekk i "Erlandshuslien" og vaske føttene hans i det. Det b]ev gjort, og føttene løsnet fra hverandre. Huden var gått av der hvor de hadde ligget sammen.
Da han blev frisk igjen, gjorde han ikke motstand når han blev befalt å holde opbyggelse.

Engang skulde han holde oppbyggelse på Muriteigen. Han gikk dit i følge med imot Nerlien. På veien sa Knut: "Eg kjem i uleilighet i natt, men de må 'kje ense noko, den Gud vil bevare er uten fare."
Iver Isum hadde bestilt både presten Heyerdahl og lensmann Hjermand med følge til å møte frem. Det var dans i den ene stue, mens Knut holdt opbyg-gelse i den annen.

Så grep de Knut, la ham på en langslede og bandt ham godt fast med et nytt orreip. Da de kom ned på isen på Lågen, spratt reipet op, Knut for høit op i luften, tilbake igjen og blev stående blandt folke-mengden som fulgte efter. Lensmannen bad Imort Nerlien, som var den sterkeste der, å legge Knut på sleden igjen, men Imort sa: "Eg tek 'kje mi hand i dette menneske." Knut rørte ikke en finger til motverge. Man fikk ham på sleden igjen.
Isumen gikk hjem efter et nytt reip og mente så til at han skulde få fanten til å ligge rolig. Det gikk godt til de kom op på almannsveien, midt for kirke-porten. Da slo det tre slag på kirkeklokken. Knut blev igjen kastet høit tilvers og tilbake i folkehopen.
"Det er best at 'n Knut fær gå ifred," sa Johan Steig. Da gikk de sin vei både presten og lensmannen.

(Mine svigerforeldre var begge med den gang.)
Jeg har selv vært sammen med Knut. En som-mer var jeg på onnearbeid på gården Nesse. Knut bodde der den gang. Han hadde stor lyst til å være med å arbeide - når ånden gav ham lov. En dag vilde han være med på sæterkveen og samle høi. Da vi hadde spist frokost og skulde ivei, så gikk først to av tjenestkarene, så Knut og så jeg, og ef-ter mig kom Iver Langsletten. Men da Knut skulde løfte høire fot over svaldørstokken, var det som om en usynlig holdt ham i foten og vendte ham om. Han blev stående med andletet mot mig. "Eg fær pok ikkje gå nokon stad idag eg, for det kjem nokon som vil tala med meg," sa han. Og så gav han sig i ro hjemme.

Da vi kom igjen om kvelden, fikk vi høre at en mann fra Drammen hadde vært der. Han hadde med sig en 4 år gammel pike som hadde vært blind fra fødselen. Han spurte først om hun kunde få synet, og Knut svarte: "Ja, skal ho ikkje få synet, så hadde ikkje du fått dei tankane å reisa hit åt meg. Du må ikkje tru at eg gjer det med mi elga kraft. Det er Gud som gjer det med mi hand."
Han satte to fingrer på øyene hennes og de blev sitten-de fast en stund. Da han tok dem bort, utbrøt den lille: "Nei, nu ser jeg dig, pappa." Faren blev glad. Han bød Knut 10 daler, men Knut sa: "Eg skal ikkje ha noko skilingar for dette, - eg har fått det for inkje, og eg skal gjeva det burt for inkje."

Evansville, Minnesota, 1905.
P. Sandboløkken.


***
Hestane hans bestefar (Jens T. Botrud) vart reint burte frå hamnehagen ein sumar. Folk leita; men ingen såg eller høyrde til dei. Grannane rådde han til å gå til Vis-Knut; men det vilde han ikkje. Det han Vis-Knut for med, truda'e han ikkje noko på.
Sist i skuronna drog han iveg lei. Det kom ikkje noko utu å leita lenger, skyna han. Han kom til Gausdal og spurde seg fram. Ei kone han råka, sa at han måtte ikke bli redd um 'n Knut vart noko underleg av seg. Bestefar kom inn og bar fram ærenda si. Knut tok til å skjelva i heile kroppen og fall liksom i uvet. Da han kom til seg sjølv att, sa han: "Er inte hestane dine alt' komne, så kjem dei no straks du er heimkome. Han fortalde korles dei såg ut og. Millom anna haa'de den ene noko kvite hår uppunder hårluggen. Det viste 'kje bestefar sjølv, og han sa at han trudde ikkje på det. "Ja, ja, eg fær det no ikkje annarleis," sa Vis-Knut.
Da bestefar kom heim, var hestane såvidt komne.

Øyer, 7. januar 1904.
L. K. Botrud.


***

Finnemarka heiter ei lita bygd ei halv mils veg innpå skogen frå Modum og Eiker. Der budde ei fattig kone. Ein dag kom ho til Øvrep med noko garn ho hadde spunne.
Det leid langt på dag før ho tok på heimveg att. Det var seinhaustes; det tok til å snøa og da ho var gått.
Ho kom ikkje heimatt. Folk leita, men fann henne ikkje. Mannen hennar gjekk så til Vis-Knut og spurde um han viste noko um henne. Knut sat og tenkte ei stund; så sa han: "Ho har gått gjenom en stor skog og har teke i miss av vegen. Når du skal åt bygda di, kjem du fyrst åt ei sæter. Sunnan-for sætra ligg ei tjørn og sunnanfor tjørna ligg kona. Ho har havt av seg eme skoen og hosoa. Ikkje har ho frose i hel og ikkje har ho svolte i hel, men tida hennar var ikkje lenger."
Da mannen kom heim, drog folk på leiting att. Dei fann kona der Vis-Knut hadde sagt. Ho låg på ei tuve, - hadde drege av seg på eme foten.

***
Det var to gjentor (jenter) som skulde på ei samling. Det var um vinteren og dei skulde gå isen over Glomma. Gjentone kom ikkje att.
Folk leita, men fann dei ikkje. Så spurde dei Vis-Knut. "Det står eit lite tre på botnen av Glom-ma," sa han. "Der ligg gjentone. Dei held ikring ein annan. Det er glidd så mykje sand over dei, så de finn dei aldri. Dei har sundagssydde kjolar båe to." Det skulde dei nok ha au.

***

På eit bankmøte på Gusstad i Modum vart det stole mykje pengar. Tjuven fann dei ikkje.
Så var det ein mann som hadde ei sjukeleg kone. Han gjekk til Vis-Knut og vilde få greide på kva som var årsak til sjukdomen. Vis-Knut sa: "De tek vatn nordanfor garden. Det må de ikkje gjera. Det renn ein bekk sunnanfor garden millom store tre. Der kan de ta vatn." Mannen forstod Vis-Knut slik at det var underjordiske makter som var skulde i dette. "Forresten er det ein annan ting au. Ho har og gifta seg ulovleg." Foreldra hennar hadde nekta om henne å gifte seg med den mannen.
Sidan vilde mannen veta kven som hadde røva banken i Modum. Vis-Knut sat ei stund, så sa han: "Du har ikkje noko med å spyrja etter det. Forresten er pengane havt på ei flaske og nedgravne i jorda."

Hønefoss, 27. oktober 1907.
Berthe Marie Borgen.



***

Etter skulestyrar F r. H a u g e n, Kragerø, f. i Sel 1820, nedskreve av sonen, lærar A. C. Haugen:
Det var ei gjente i Sel som vart sveken av kjæra-desten sin. Det gjekk så innpå henne at ho heldt på å verta sjuk både på kropp og sjel. Dei var redd ho skulde miste vetet. Dei sende bod etter Vis-Knut for å få han til å gjera gjenta god att. Gjenta fekk veta det, og vart storleg arg over påfunnet deira. Da ho fekk sjå Vis-Knut burti vegen, gjekk ho til sengs og vende seg mot veggen. Ho vilde korkje sjå eller tala med nokon.
Folket der tok vel imot Knut. Han gjekk inni rommet åt gjenta, burtåt senga. Ho røyvde seg ikkje. Han la høgre handi si på oksla hennar og spurde: Er du sjuk?" Ho snudde hovudet, såg kvast på han og sa: "Ut frå her ureine ånd, drag dit du har dine like." Så snudde ho seg mot veggen att. Vis-Knut vart reint forfjamsa. Han baud straks velfar og reiste att.

Ein kveld heldt Vis-Knut samling på Formo I Sel. Det var mykje folk der. Læraren Hans Hansen var der au. Kona på Formo bad han vera og eta kveld-verd med dei. - Bordet var fint duka. Dei hadde ni tintallerkar. Anden forbaud Vis-Knut å eta på tintallerk. Dei laut finne fram ein tretallerk åt han.
Utetter kvelden prata dei mykje saman, Hansen og Vis-Knut; millom anna um Anden som farbaud Knut dette og anna. Bibelen var lettaste boka Vis-Knut lyfte på. Pengar kunde han slett ikkje lyfte. lkkje papirpengar emgong. Dei la ein specidalarsetel på bordet. Hansen undrast um ikkjte Knut kunde lyfte setelen når dei la han inni bibelen. Knut gjekk med på å freista, men bibelen vart så tung at han fekk han ikkje upp frå bordet. Dei tok setelen ut att, og da var bibelen like lett som før.
Dei prata og las og song langt utetter kvelden. Emgong ingen la merke til det, putta Hansen penge-setelen inni bibelen att. Så fekk han samtala inn på fortolkningar og ymse bibelord.
Dei vart reint uppeggja. Hansen las upp eit bi-belord onnorleis enn det stod. Vis-Knut vart heit, tok bibelen, lyfte han lett og synte læraren bibel-ordet.
A. C. Haugen.
**
Lodver Bjørkerusten frå Sjoa arbeidde ein sumar hjå Jon Teldalen i Tolga. Kona til Jon hadde vore sjuk lenge. Ho hadde noko trutning i kroppen.
Da Lodver skulde reisa heim att um hausten, fekk dei han til å gå åt Vis-Knut og høyra um det var nokor råd for sjukdomen. "Eg har venta på deg, og kona ventar enda meir," sa Vis-Knut, før Lodver Lekk sagt noko. "Ja, kona er sjuk og vilde så gjerne veta um det er nokor råd for henne," sa Lodver. Vis-Knut fekk som ei kramperid. Da han kom seg att, sa han: "Det står ei stor rogn burtmed springvassveita. Nedanfor den store rogna står ei lita ei. Vest for den vesle rogna finn de ei lita mosetuve. Der ska de grava elt Hol så kjem det vatn upp. Av det vat-net skal ho ta, slå eddik i, og vaske seg i det kvar dag, så skal ho bli god att."
Berre dei kan finne rogna, meinte Lodver. "Det er ikkje vanskeleg," sa Vis-Knut. "Du har gått etter den veita 'mange gonger i sumar og sett den store rogna. Den vesle er tett ved."

Dei gjorde som Vis-Knut hadde sagt, og kona vart frisk att.

*

Ole Mæløm vart burte på ein auksjon på garden Vik i Kvam. Dei spurde Vis-Knut kvar han var. Vis-Knut sa at han låg i evjun, ei grein av Lågen, som går inn til Vik. Del leita og leita, del brukte not; men dei fann han ikkje. Så sette del upp tri stolpar. Vis-Knut fortalda da kva~or ein stolpe han var nærast. Men del fann han ikkje.

Tridje gongen spurde dei Vis-Knut. Da sa han:
"Mannen er no lenger syd. Han ligg på ein sand-bank nordanfor Segelstadvollen." Ole Stordalen som tente på Vik, fann han der ein sundagsmorgon.
*
Det var ein liten gut frå Svartsum som skulde gå frå sætra og heim åt far sin med ei mjølkeflaske. var Men han kom ikkje heim. Og faren trudde han var på sætra, og mora at han var heime. Endeleg kom det upp at guten hadde vore burte i 3 dagar.
Dei fekk Vis-Knut dit. Mykje folk kom saman. Del samlast på ei slette ovanfor garden. Det var sundag. Vis-Knut heidt morgonandakt der. Han bad um at det måtte lukkast å finne guten.
Vis-Knut gjekk ei onnor leid enn der dei mente guten var. Og dei sa det. Da kom ei hard regnskur. Dei kraup inni ei høyløe medan det regnde som verst. Da dei gjekk utatt, sa Vis-Knut:
"Går det som eg meiner, så skal vi snart finne guten." Det rann ein bekk der nedmed løa. Med det same dei var komne over, fann dei flaska. Straks etter fann dei guten au. Han sat under ei stor gran. Han levde.
Ulm, 2. juni 1907.
P. P. Berg.

På Saksum var det vondt for vatn. Ola Saksum gjorde som så mange andre, han tala med Vis-Knut om dette. Og Vis-Knut sa: "Du skal grava nordanfor fjoset, utanfor ein jordfast stein som er der. Der finn du vatn." Det er ingen jordfast stein der," meinte Ola. Men Knut heldt på sitt. "Og når du kjem elt stykke lenger ned, råkar du berg. Der er ein av-sats, umlag ei halv alen høg," sa han. Det viste seg at det var slik som Vis-Knut hadde sagt. Men dei fann ikkje varigt vatn der, truleg av di dei ikkje hadde grave djupt nok.
Seinare var Vis-Knut i lag med Hans Tøftum i vitjing på Saksum. Han leita etter vatn da au. Dei hadde grave ein brunn der midt i garden, men ikkje funne vatn. Vis-Knut sa at hadde dei grave to stenger lenger syd, så hadde dei treft på vassåra. Da dei sat og åt kveidverd, snudde Knut seg kvasst og skygde med handa for augo. "Kva for noko tull fer du med att no?" sa' Hans. "Å det er ein i vegom som vil tala med meg," sa Vis-Knut. Morgonen etter kom det ei langfarande kvinne som vilde rådspyrja han. Ho skulde vera frå Lom.

Saksumdalen, 17. april 1907
Knut Brekke.


***
Eg var i lang tid plaga av kjertlar i halsen. Så gjekk eg til Vis-Knut og spurde um han hadde no-kor råd for det. Han tok i halsen min og sa med det same: "Burtpå Fron hjå dykk er det så mykje kvit-ryllik, ser eg i røysene hjå deg. Finn noko av han, bind saman til ei knippe og turke det vel. Så rispar du av toppen og kokar graut av han. Grauten legg du på deg, og det kan hende du blir god att av det. Blir du ikkje god att, så er det ikkje anna enn apo-teksaker som kan hjelpa dog. Men gå ikkjc til doktoren på Fron, han er ein tufs. Gå til doktoren i Gausdal, han er flink." Eg gjorde som han sa med rylliken, og god att vart eg. Det er no 28 år sidan, og eg har ikkje kjent til sjukdomen meir.
Med eg var hjå Knut den gongen, var han i godt lune. Han fortalde 'meg mykje, millom anna at i Rysland på Fron var det mange gamle gravsteder. Det kunde nok vera eitkvart å finna der, leita ein vel.
Ei tid etter vart eit av borna mine sjukt. Det var ei sju års gamal gjente. Eg fekk ikkje noko som hjeipte for sjukdomen. Så reiste eg til Knut med henne. Med det same eg fekk upp døra til stova hans, kom 'han imot oss over golvet, og før eg fekk døra att, tok han barnet og sa: "A, kjem du no, dok-ka mi; eg har venta deg i heile dag." Han tok i hen-ne på fleire stader og handfor henne vel. Så fann han fram ei flaske og skjenkte meg ein dram. Etter-på fann han fram ei onnor flaske og gav barnet av. "Du skal få av goddramrnen min du," sa han. Gjenta drakk og tykte det var godt. Eg veit ikkje kva det var ho fekk.
Han gav den råda at vi skulde bada gjenta i jarn-rustvatn. Det gjorde vi, og ho vart snart frisk att. -Han sa ikkje noko um kva slags sjukdom det var
*
Same gongen var det med meg ei gjente frå Sør-Fron. Ho var umlag tjuge år. Ho au var sjuk. Vis-Knut fortalde kva sjukdom ho hadde, og gav henne råd for han'. Med det same sa han: "De er straks ferde med slåtten i Håkåsætra no." Dei var det Gjienta kom nettupp frå der. "Du kan gjerne vera der ei tid, han har råd til å ha deg den mannen," sa han. Og det var sant. Det var ein velståande bonde frå Fron gjenta var hjå.(hos)

Hundorp, 27. desember 1906.
Ole 0. Bredeveien.

Kommentert av kjersti flaen den 25 januar 2009 kl. 19.24

Hei Rune! Fascinerende lesning ! utrolig levende portretter av Vis-Knut.
Gleder meg virkelig til å lese den. (:

Kommentert av rune øverby den 25 januar 2009 kl. 14.54

mer fra boka: VIS-KNUT DEN FRAMSYNTE FRÅ GAUSDAL
Som utkom i 1941
Andre fråsegner (uttalelser) om Vis-Knut

Skolelæreren E.Garlid:
"Nytår 1871 flyttede jeg som folkeskolelærer til øvre Svatsum og Espedalen og blev der som sådan i 3t/2 år. I Espedalen havde jeg 9 ugers skole om året nær Knuts hjem Erlandshusene og havde således anledning til at omgåes ham ikke så ganske lidet. Nogle træk om ham fra denne tid skal jeg så nøktemt og sandt som jeg er istand til, nedenfor ned-skrive, da det muligens vil være til nogen belysning af hans person og virksomhet.
Først en kort skildring af hans ydre person og ut-seende. Han var høi af vext, lidt foroverbøiet og hverken tyk eller mager, så midt imellem. Han havde store, knoklete lemmer og lange armer og hænder. Ansigtet var langt og grovt bygget, men med et mildt fredeligt udtryk. Munden var altid halvåben og gav udtryk for en mellemting af smil og grin, mest det første. Panden var ganske høi, og issen, der var aldeles skoldet langt nedover, var høl og pent afrundet op. Han var meget skjeløiet (vand-øigd) på begge øinene. På nedre del af bakhovedet havde han en prem af tyndt, hvidt hår, der rak langt på trøiekragen. Han havde aldri nogen betækning på hovedet. Jeg så ham kjøre i streng kulde til kirken med bart hoved. I det hele var hans ydre person "stygg", men følelsen deraf faldt aldeles bort, strax man lærte ham at kjende; thi indenfor dette grove ydre følte man snart tilstedeværelsen af en ædel, fredfuld, gudfryktig og kjærlig ånd, som man i høi grad følte sig tiltrukken af ham og længtede efter at komme sammen med ham igjen.
På begge fødder var han halt, da han ved at falde, havde brukket dem - et hver gang. Når han var ude, brukte han to staver, inde på gulvet bare en. Han gik med en stav på den måde, at han flyttede høire fod fremad nogle tommer og drog venstre ef-ter. Han havde en ganske malmfuld men mild stemme, og greit taleorgan. Nogle gange hørte jeg ham læse et stykke af bibelen og tale over. Han læste så dårligt inni bog, at det var meget vanskelig at fatte meningen; men når han talte over det, vidste de sig, at han havde en klar og sikker oppfatning af det læste. Han sang gjerne, men på grund af alderen med noget brusten stemme. Han havcte vist engang været en god omend svært lidet udviklet sanger.
Han havde en dyb erkjendelse af menneskenaturens for-dervelse ved syndefaldet og et dybt kjendskab til folks feiler og skrøbelighed; men han havde også en sjelden evne til at bære over med og tåle andres fejl; men når nogen ikke vilde bøie sig for Gud og Guds ords autoritet, krænkede og bedrøvede det ham dybt, og det var han streng imot.
I syvtiårene (1870>) udtalte en af vore største mænd (Wergeland?) på et møde i Kristiania: "Lad Os få noget mer fritæn-keri!" Da jeg refererede denne udtalelse for Knut blev han meget bedrøvet og sa omtrent så: "Å nei, hå tungt det er å høre. Han har talt og skre-vet så meget vakkert, at jeg var blev så glad i ham og trudde så godt om ham, og no for jeg høre at han, kanskje den største ånd i vort land, ønsker fritænkeri og ugudelighed over vort lard og folk. Gud skjerme Os derfra."

Forsoningen i Kristus var han barnlig glad i og i dyb ydmykhet forvisset om at have del i. Når han talte derom, og det gjorde han så gjerne, talte han sig selv og alle, som hørte på, glad, så det ofte var frydefulde stunder.
Det var langt til kirke fra Espedalen, over 1 mil. Befolkningen fra søndre Espedalen samlet sig da gjerne hver søndag til andagt i Knuts hjem, og hu-set var ofte fuldt. Når så andagten skulde begynde, gik han selv borti skapet efter Mullers huspostille, som han var inderlig glad i. Når han så på sin klodshendte måde endelig havde fået den under venstre arm og med staven i høire hånd skarkede over gulvet på plads igjen, slog han hovedet gjerne op med en lun, komisk mine og sa: "Jeg skydser præsten, jeg; hei for en skydskarl! ha, ha, ha!
Denne lune spøg og komik smittede hele forsamlin-gen, så alle lo stille og hjertelig. Når han så var kommen på plads igjen, sa gjerne en eller anden i forsamlingen: "Du får vel å si op en salme, du da Knut." Uden at lede i salmebogen bevegede han hovedet, som om han lyttede skarpt efter noget, og om lidt sa han: "Jad'n trur jeg vi synger nr. det og det." De således valgte salmer passede altid godt til det Guds ord, som andagten dreiede sig om. Efter andagten skulde alle ha kaffe og biteti, og de som vilde, tobak. Under tilberedelsen og nydelsen deraf, gik tiden let og hurtigt under lun samtale og en eller anden sang og fortælling. Andagtene hos Knut var i bedste mening opbyggelige.

Midt overfor Knuts hjem på sydvestsiden af den trange dal er et høit langstrakt fjeld, som hedder Sokken. Langs efter det går der flere paralelle høi-derygger, der i snesmeltningen om våren snart blir bare og ser da ud som sorte striber. En vår i varmt vejr kom jeg til Knut, der sad og så ud gjennem vinduet over mot Sokken og sa glad: "Jad'n er det blet godt vær no lel; Sokken har begyndt å gråte lange, svarte tårer ser jeg."
En anden vår kom jeg til ham i strålende varm solskin og sa: "Nu er det så vakkert ude og godt veir, at det er meget bedre at være ute." "Ja, lad Os gå ut," sa han, og vi gik ut. Han stod en lang stund og så og lydde og udbrød derpå glad, begeistret:
"A nei, hå vakkert det no er. Marka holder på å pynte se i sin grønne dragt, og sjå bjørka, du, hå blug ho står der, kvit på leggjom og letter på sitt grønne skjørt for ikke å væte det i snogvatnet. Også gråna og furua ha pynta se mæ friskere grønt, og jeg kjender det på lugten, hås'n heggen stræver for å få fram sin kvite blomsterpragt. Hør gauken, håssen han roper på sin make, og alle de andre fuglan. Det er spellemannan det i vårens bryllaup; de spiller og synger af glæde for friheten og sommeren og takker på denne måte sin skapar. Den herlige sol med sit lys og sin varme har løst alt fra vinterens mørke og bånd, og bækkjan de skval-dre å snakke om det so hugnasamt og glade. Gud være tak." Så stod han lidt og tænkte, og imens lyste hans ansikt op af dyb, indre glæde, og han sa:
"A nei, du, når evighetens vår kommer, og al skap-ningen er løst fra syndens, dødens og djævelens bånd og mørke og tildelt fuldkomment liv og her-lighet, som aldrig forgår, nei, da blir det vakkert og godt da."
En eftermiddag, jeg var plaget af smærter over maven, gik jeg til Knut. Da jeg hadde sittet lidt, sa han: "Er du låk idag, Garlid?" "Ja, jeg har leie smerter over maven," siger jeg. "Jad'n skal jeg gjøre deg god att tå di, lel," sa han på en opmuntrende måde. "Gå borti skåpe der, der står det en flaske og et rundt vinglas frammed. Slå ti glasset af fla-sken, til jeg siger stop, og drik det alt sammen, so jad'n trur jeg, du blir god att."
Jeg gjorde som han bad mig, og da glasset var vel halvt, sa han: "Stop no å drik detta." Det var kognak og malurt på. Da jeg havde drukket af det flydende sa han: "Du lyt ta det tykke også; sop det ti deg med fingeren. Da jeg hadde gjort det, sad vi og snakkede en stund, hvorpå han spør: "Blir du bedre?" "Nei, jeg er hel-ler værre," svarede jeg. "Er du like glad, om jeg får tage med hånden på bare legemet, der du har ondt?" spurgte han. Jeg løste op klæderne, og han tog med hånden over maven. Hånden for urolig om, til den kom dit, hvor det var ondt. Der stanset den og klemte lidt og trykket, og jeg følte en lignende fornemmelse i legemet som når jeg holder i en elektnsitetsmaskine med nogenlunde sterk strøm. Under dette skalv han lidt og hadde små træknin-ger i legemet. Lidt efter gik jeg hjem, og smertene over maven var borte.
Knut hadde svert ofte nogen forunderlige trek-ninger i legemet, særlig droges hovedet og over-kroppen i en bestemt retning. Under bøn, andagt, salmesang, samtaler, ja ved alle mulige leiligheter kom disse trækninger igjen sterkere eller svakere. En gang, jeg stod og talte med ham, greb disse trek-ninger ham sterkere end almindeligt, og han udbry-ter klagende: "Å nei, denne telegraffen plager mig så! Håfor kan døm inte skunde seg å koma da når døm endeleg vil snakke med meg?"
"Ja, hvad er dette fornoget, Knut?" spurgte jeg. "Jad'n ska jeg sige dig det," sa han. "Når der er nogen, som stundes etter å snakke med mig, så trekkes jeg i den ret-ning døm er, sterkere tes mer dei stunder." At disse trekninger smertede ham, vidste sig på det smer-tefulde udtryk hans ansikt fik under dem.
En aften jeg kom til ham, bad han mig læse brev for ham, som han hadde fåt for nogle dager siden. Brevet var fra en syg langt nord i Nordland. Han hadde vært syg i flere år og søgt flere læger, men var fremdeles lige dårlig, og bad Knut så inderlig, og som det sidste håb, om råd og hjælp. "Du får nok svare denne stakkars syge," sa jeg; "han læng-tes så".
"Jeg vilde gjere svare alle jeg" svarede han; "men jeg kan hverken læse skrift eller skrive og jeg har heller ikke nogen til at skrive for mig. Vil du vera så snild å skrive, skal jeg svare straks." Jeg læste da op igjen den syges brev, og Knut begyndte straks at bevæge hovedet og lye (høre efter) og om lidt sa han: "Han skal ta kvitlauk og ha på vin og drikke, ligeså skal han drikke the af embær. Detta skal han holde på med ei tid, og dersom Gud legger velsignelsen til, so jad'n bli han god att."
I et brev var det også forespørsel fra en gård om vand. Da han havde siddet og lyet og tænkt en stund sa han: "Jad'n kan døm få lettere til vand på dessa gara (denne gård) lel. Fjøset der står nord og syd og er langt og smalt. Det er dører på det i begge tverveigjom, men inga dør på lang-veigjom. Ret nord for nordre fjøsdør er der en søkk i marken med en stor stein, der kan døm grava so jad'n finn døm vatn." (Jeg var korttænkt nok des-værre til at undlate at bede om svar både om den syge og om Knuts terrengbeskrivelse stemmede med virkeligheten, og om de fandt vand, så jeg intet ved derom.)
Forbauset over hans skråsikre måde at svare på som over svaret, spørger jeg ham "Hvor-dan får du vite dette? Ser du det?"
"Nei, jeg ser det ikke; men det blir sagt mig i øret," svarede han.
"Blir det sagt dig slig, at du hører det med dit legen-lige øre da?" spør jeg.
"Nei, ikke det heller; men det blir sagt mig på en måte, som jeg sletikke kan forklare, alt det jeg skal svare, når folk spør mig efter noget eller vil ha råd av mig," sa han. "Jeg vet ingen ting tå (af) mig selv, jeg lyt (må) få det. Det kan nå slet ikke væra den onde ånd, som siger mig det, det må væra den gode ånd, å han aldrig siger mig andet end det, som er godt og uskyldigt."

En sommer, jeg var på Dalbakken med skolen, kom en middelaldrende lærer, der tillige (også) var gård-bruger, fra Voss og overnattede for dagen efter at søge råd og hjelp hos Knut, særlig for andre. Det var en oplyst, intelligent mand. Da han kom til-bage fra Knut, sa han: "Knut Rasmussen er en mærkelig mand, så nobel og på sin måde meget intelligent. Undier samtalen med ham varmes man rent op av hans ædle ånd og kjærlige hjerte. Og disse forunderlige evner, som han har. Jeg skulde spørge ham om lettere adgang til vand for min nærmeste nabo, og han beskrev husenes beliggenhet og det omliggende tærens beskaffenhed så klart og overenstemmende med virkeligheden, at jeg kjendte igjen hver eneste sten, fordybning og forhøining træer m. m. Det var, som om han så det alt sam-men; og han har ikke været der."
*
En aften bad Knut mig om en tjeneste. "Meiner du ikke det da, at jeg har en femdalerseddel liggende.
Jeg tyktest den var så pen, at jeg gjemte den, og no hører jeg, at det er for sent at veksle den inn igjen," sa han.
"Det er det," sa jeg; "men vi skal sende den til fogden, får vi se."
Da jeg 14 dage der-efter kom til ham igjen, sa han: "Jad'n gjek det godt med pengene lei; se her! " og holdt frem to ti-kronesedler.
"Ja, nå skal du ha kaffe au, og du skal ha denne," sa han og rakte mig en halv rul tobak. "Nei, jeg vil da sletikke have noget for denne lille tjeneste," sa jeg. "Ja, men jeg vil, jeg," sa han, "og du har ikke andet at gjøre, end som jeg vil nu."
Da kaffebordet var færdigt, sa han til jenten, som opvartede: "Nei, nå vil vi drikke utor grom-koppom mine, nå." Jenten gik da ud og kom md igjen med 1/2 dusin kaffekopper af ruteglas.
"Hvor-for har du sådanne kopper da, Knut?" sa jeg. Jad'n skal jeg si dig det," sa han. "Det var i lang tid, jeg ikke fikk drikke kaffe utur almindelige kopper, men bare utor en træskål. Når jeg tok en almindelig kaffekop, rystede og træktes hånden og armen slig, at kaffeen sprutede, og koppen kastedes langt bortover gulvet. Så fandt jeg på at bestille disse koppene på glasverket, og disse fik jeg drik-ke utor."
Da Oscar den I. reiste til Trondhjem for at krones, havde der på et sted, hvor toget måtte standse forat skifte hester, samlet sig meget folk. "Jeg var der også," fortalte Knut. "Da kongeparet med alle de fine herrerne var standset, sang jeg en sang til ære for kongemakten, og da sangen var slut, kom en af de fine herrerne med en hel næva småpenge og la i hånda mi; men hånden rystede slig, at pengene sprutede utover veien. En, som kjendte mig, plukkede dem opatt og stak dem i undvestlom-ma mi. Jeg fik ikke lov til å holde skillinger i hån-den den gang, sluttede han.

Knut var bestandig, både sommer og vinter, bå-de inde og ute, barhovedet. Hvorvidt det er sant, at det ikke sat hue på ham, ved jeg ikke af erfaring. Gamle Kristian L. Dalsholen fortalte, mens han levede, fra den tid Knut var under retsforfølgning, fordi han forkynte Guds ord på opbyggelsesmøter, følgende: "Det var thing på Rokvam hos lensmand Seielstad, og Knut var indkaldt for retten og stod ved skranken. Retten administreredes af sorenskri-ver Seier. En af thingalmuen satte en hat på Knut; men hatten for tilveirs og langt bortover folke flok-ken uten nogen synlig årsag. Sorenskriveren blev så rystet derover, at han råbte: "Nei, bort med denne mand! Bort med denne mand! Jeg vil ikke have noget at bestille med ham." Dette stod jeg selv og så og hørte, sluttede Kristian denne bemerkning.

Høsten 1874 flyttede jeg fra Svadsum og Espedalen. Knut levede nogle år efter. En sommer i denne tid besøgte jeg ham igjen. Da var han sengeliggende. "Er du dårlig nu, Knut," spurte jeg. "Ja, jeg er låk, meget låk også," sa han. Så lå han og tænkte lidt, og imens lyste hans ansigt op af indre glæde, og han sa: "Jeg trur, at jeg skal få koma hematt no." "Hvorav tror du det da?" spurte jeg. Jau," sa han, "når det ha vanta meg någå før, so ha det bestandig blit sagt mig, hå eg skulde bruke for det; men no tier det still no, så jad'n trur eg, at eg får sleppe hemat no," sa han inder-lig glad. Men han døde ikke den gang. Han blev nogenlunde frisk igjen, og levde i nogle år bag-efter, såvidt jeg husker.
Efter at han var død, talte jeg med hans mest fortrolige omgangsven, Simen Megrund, en alvorlig kristen. Han fortalte, at sist på Knut levde havde han også nogle tunge, mørke dage; men det lysnede op og lettede for ham til slut-ning, så han døde i det visse glade håb om evig salighed for Jesu Kristi skyld.

Tilsidst vil jeg fortælle et lidet træk om ham fra den første gang jeg besøkte ham. Det var sidst i januar 1871, straks jeg var kommen som lærer til Svadsum. Jeg var meget tung i sindet over den for-sømte skole, jeg var kommen til den gang. Det var nesten mørkt, da jeg kom ind til ham. Om lidt spør-ger han: "Hår er den mand fra da?"
"Jeg er nok den nye læreren deres," sa jeg. "Å nei, er du det?" sa han, reiste sig op, kom i møte med mig på gul-vet og tog min fremrakte hånd med begge sine og sa: "Gud velsigne dig og velkomen åt oss. Det skal væra dårligt med skula her; men han, som har sendt dig åt oss, vil væra med dig, så du skal nok så, at det lykkast bære (bedre), end du no trur."
Når jeg til slutning skulde udtale, hvordan jeg opfatter Knuts usedvanlige person, særegne evner og hans udøvelse deraf, så vilde det sandeste, jeg kunde sige, være: "Jeg forstår det ikke." Et tykkes jeg at være viss på, og det er, at Knut var en nåde-gave fra Gud til blidgjørelse af livet og til trøst og hjælp for alle, som kom i berørelse med ham.

Seielstad skole den 20. september 1904.
E.Garlid

***

"I midten av 70 årom tala eg ved Vis-Knut.
Han låg på senga og røykte og fortalde meg at han fekk brev like frå Kalifornia. Dei vilde vita kvar dei skulde grava etter gull. "Døm kan gråva hår døm vil for meg. Det er ikkje sagt det er til gagn for døm um døm finn det heller. Eg les ikkje slike brev eg no lenger, eg kastar døm på varmen."

Eg (Andreas Austlid): "Men kjære, korleis kan du vita kva som står i desse brevom når du ikke les dei da?"
Knut: "Eg høyrer det eg, ser deu. Eg legg brevet åt øyrae, og da høyrer eg hå som står."
Eg: "Nei, nå har eg aldri høyrt maken; du er nok åleine um dette du."
Knut: Å nei da, eg er berre som du og mange an-dre Døkk har såmå evnone, døkk som eg. Men døkk har forsømt døm, så dørm ikkje fær vekse, å, vi tufse oss mykje burt med mat og drikke og klæde og alt dette ytre, måta. Men eg vart driven med sjukdom eg, så eg nøyddest til å snu augo mine innover inn i meg sjølv; og det er Gud å takke og ikkje meg, at eg vart slik. Men jad'n var det tungt au ofte, da eg var ung. Det var to røyster, måta,(skjønne du..) og den eine vilde narre meg; og døm var så like emannan at eg, stakkaren, ikkje greidde å skilja åt. Men så sa eg den vonde frå meg. Og no skal han ha takk. No kjem han ikkje meir, for no veit han at det nyttar ikkje heller, - eg kjenner fanten no."
Del brende seg inn i meg desse orda hans Knut.

Dovre, 23. oktober 1917.
Andreas Austlid.

svartsum kirke på bildet

Kommentert av nem den 24 januar 2009 kl. 21.45

vet dere om noen bilder fra han var ung?

Kommentert av kjersti flaen den 19 januar 2009 kl. 12.39

Takk for inerressante opplysninger . Maleriet av Skredsvig er jeg veldig glad i.
"Gutten med seljefløyten "..

Kommentert av rune øverby den 14 januar 2009 kl. 22.28

Chr. Skredsvig, den berømte Maleren, besøkte Vis-Knut og skriver dette i Eggedal, 18. aug. 1904. (har var da 50 År)
Fra boka: VIS-KNUT DEN FRAMSYNTE FRÅ GAUSDAL
Som utkom i 1941
her et av de mer berømte bilder malt av denne kunstneren som besøkte vis-knut:

(Fråsegner (uttalelser) om Vis-Knut)

"Sommeren 1874 besøgte jeg Vis-Knut i hans Hjem i Gausdal. "Hvor er du fra?" sa han heftig og rejste sig fra en Slagbenk seng. Han gjorde et enestående og veldig Inntrykk på mig. Hans Hode var stort og kraftig med langt, vakkert sølvgråt Hår som nåde ham ned på Axlerne. Han vendte Profilen til når han så på en, han var jo meget skjeløjet, og sig-tet da med et gløgt, lidet øie over Næseryggen. Han var temmelig høj og førlæmmet, krumrygget og gik hinkende og besværligt.
Han skænket mig noen Drammer, som var farvet av forskellige Urter og Rødder som han selv havde fundet.
Jeg fik Lov at tegne ham, og under dette pratet han meget livligt og muntert. Han lo især hjertelig over at folk trodde at han vidste alt.
En Kone kom inn, og da jeg skjønte at hun havde noget på Hjertet forlod jeg Knut en Stund. Siden fortalte han - og han smilte - at hun havde en Søn i Amerika, men havde på flere År intet hørt fra ham. Hun spurte om hun ikke snart fik Brev, om det var underveis, osv. "Håssen kan jeg vite sånt?" sa han. "Men jeg måte sige noget, og jeg sa - å jo, jeg tror du får høre fra ham om en Tid.
-Havde det været før i Tiden - men nu, så gam-mel som jeg blir. Men Folk vil ikke tro at Alde-ren gjør noget, ja, de vil næsten ikke gå fra mig før jeg har sagt noget som kan trøste dem.
Idag var her flere Mænd fra Espedalen. Der oppe i Skogen har et Barn, en Gut på 4-5 År gått sig bort, nu på tredje Dagen. De vilde ha mig med. Faren var med og tagg og bad at jeg skulde bli med og søge. De havde Mandgar på en 100 Mand. De vilde bære mig med sig, men jeg er for skrøbelig."
-Næste Morgen var atter nogle hos ham for at få han med og lete, men han vilde ikke. En af disse fortalte mig at det var forbausende hvor god Greje Knut havde på skogen som afsøgtes, på Bækker og Bækkefar og Stier. Og ved en liden Bæk som han nøje beskrev, burde de især lete, han havde tegnet med Fingeren på Bordet for dem.
Siden da jeg skulde sige farvel med Knut, spurgte jeg hvad han mente om Gutten. Jo, Barnet var nok i live og vilde findes i live også, mente han. -Men kort før jeg gik, hændte der noget: han sad i sin lave Sengebænk inde i Kammersets Halvmørke. Jeg sad ved det eneste Vindu som vendte mot syd - ud mod Dalen. Pludselig gav det et, og som det syn-tes smerteligt Ryk gjennem ham. Han bråsnudde Hovedet mot Vinduet og tog sig krampagtigt med Hån-den efter højre Kind og Tinding. Disse Ryk og Be-vægelser med Hovedet og Hånden - og jeg tror med undertrykte Smertesstøn - gjentok sig en tre gange. Ilde tilmode - jeg trodde Knut var syg og trængte Hjelp - spurgte jeg om han fejiede noget og om jeg eller nogen af Husets Folk kunde hjælpe ham.
"Nei," sa han, "men - det d ø r så mange, mange folk der ude." Og han betegnet med en Be-vægelse at det var sydover. Så spurgte jeg om det hændte nogen Ulykke -- nede i Bygden. "Nei, det er nok langt undaf -, nede i Nærheden af Afrika, der d ø r n u så mange>" sa han3 og sad stille, sam-menludet i sin Sæng.

På min Tur ca. 14 Dage senere, indover mod Romsdalen, læste jeg i Morgenbladet om en Hun-gersnød som herjede i Omegnen af Det røde Hav. mange Mennesker omkom.

Ligeledes læste jeg i Avisen om en liden Gut opi Espedalen som havde tullet sig bort, men var gjen-fundet. Det var, jeg tror på femte Dag, en Mand overrasket Barnet, idet det vilde skjule sig under en Sten - eller et Berg -, lige ved en Bæk. Dette passet sammen med Tiden da føromtate Gut blev ef-tersøgt. -Min Far, Erik H. Skredsvig, blev i 20 Års Alderen, ca. 1837 syg og gik på sin Fod fra sit Hjem på Mo-dum, til Knut, som også da var i Gausdal. Knut la sin flade Hånd på Fars nagne Bryst - Hånden flyttet han og søgte på flere Steder indtil med ét -d a stanset Hånden af sig selv og ligesom s u g e t sig fast til Brystet. Knut begyndte herunder at skjælve og ryste, og Sveden sprang af hans Pande. Han forsøgte at slide Hånden til sig, men den sad fast. Så greb han den med sin andre Hånd og rykket den løs. "Der sidder din Sygdom," sa han. -Far fik det Råd at drikke en slags Låg kogt på Enebær eller Ener-Rødder. Far blev fuldstændig frisk, og var en stærk Mand siden. Så havde han sagt til Far: "Du har et stort Ar på venstre Læg-gen, du har hugget dig." Det var for så vidt sandt med Arret og Hugget, men det var på Højre Lægg.
- Som Vederlag gav Far ham noget Kaffe og suk-ker - Penge vilde han ikke modtage.

Vis-Knut fortalte mig at han havde fåt Andagts-bøker - og jeg tror Breve også - fra daværende Theologiske Spitser i Christiania. Og de gamle Sal-mebøker foretrak han for de nyere, han lod til at være stærkt religiøs.
Hvis jeg ikke tar meget fejl, var han i sin Tid helt nede på Modum, hvor en Kone på Sønsteby lå meget syg. Da det rygtedes at Knut var i Farvejen, blev Ilbud sendt imot ham for at hente ham til den syge. Da Budet mødte Knut og bad ham følge med, svarte han: "Nu behøves det ikke, for n u døde hun." Budet merket sig Klokkeslettet, og det stemte med Timen da den syge døde.
-Jeg kjendte en Mand, Truls Rud på Modum, som var munter og fuld af Løjer. Han fulgte af Nysgjær-righed med en Ven af sig op til Vis-Knut. Truls vidste at Knut ikke tålte nogen Hovedbedækning.(lue) Da han så sad ved Siden af Vis-Knut, tænkte han det skul-de være Morro og sætte sin Hat på ham. Da brå-vendte Knut sig og sa: "Jasså, tænker du det du?" Truls blev så ræd at han vovet ikke videre Forsøg med sin Hat.
-Mine Forældre som nu er døde fortalte om en Mand, som havde rådspurgt Knut om noget. Men Knut var stur og tvær mod ham, og bebrejdet Manden, at han en Nat havde taget en fremmed Hest og redet et langt Stykke på den og git den et hårdt Slag da han skilte sig med den. "Fy," sa Knut, "det er det styggeste du har gjort.' - Og Manden tilstod siden at det var så som Knut sa.

Eggedal, 18. aug. 1904.
Chr. Skredsvig, Maler, 50 År.

over er bilde av ivar fosse som samlet denne boka om vis-knut i 1941

Kommentert av kjersti flaen den 12 januar 2009 kl. 14.26

Tusen takk for den opplysningen !
Da skal jeg starte jakten på den. Jeg er også en av dem som har opplevd at man kan hente krefter og lys fra disse nivåer..fint bilde på dette forresten ( :
Ha en fin dag! Nå kom sola inn av vinduet mitt....

Kommentert av rune øverby den 12 januar 2009 kl. 14.01

kjersti- du spør etter boken om VisKNUT- og jeg har vist lånt bort mitt eksemplar- men på et søk på nettet gjenkjente jeg tittelen:
* Ivar Fosse: Den framsynte frå Gausdal: Fråsegner om Vis-Knut samla frå alle verdsens kantar (Utg. av Albert Fosse). Hundorp: 1941.
Nytt opplag ved Vis-Knut-heimens venner [Svatsum]: 1983
DU FINNE DEN HELT SIKKERT PÅ BIBLIOTEKET- eller de kan iallefall skaffe den.
vedl.et bilde på hvordan vi gradvis- i likhet med noen av de såkalte synske- kan tappe direkte fra Akasha-nivået eller de åndelig plan ellers:

Kommentert av kjersti flaen den 12 januar 2009 kl. 9.43

Hvem har skrevet bok om vis-Knut ?
Den skulle jeg gjerne ha lest..

Kommentert av rune øverby den 31 desember 2008 kl. 22.51

ja, det er interessant at både Vis-Knut og Marcello Haugen bodde i tilknytning til Lillehammer og Gudbrandsdalen, for Gausdal er vel en "liten" sidedal tross alt. Tydeligvis et spes.energi-knutepunkt i dette område av kloden. (Ja, vedr. energi-knutepunkters funksjon som "linkstasjoner" til de åndelige nivåer etc - se ca 60% ned på siden http://galactic.no/rune/mesterfwap2.html

Da jeg leste boken om VIS-KNUT for kanskje 10års siden, gjorde den et dypt inntrykk, så denne gruppa må være "triggern" til å lese boka på nytt.
Ellers sakset jeg dette om VIS-KNUT fra klarsynteNO:
Knut Rasmussen Nordgaarden ble født i Svatsum i Gausdal i 1792, og fikk kallenavnet Vis-Knut på grunn av sine spesielle evner. Under en altergang i 1818 fikk han en religiøs
opplevelse som skulle få stor betydning for hvordan han senere levde livet sitt. Han fikk epileptiske henrykkelsesanfall, hvor han hørte himmelske stemmer og musikk som fortalte
ham hvordan han burde leve. Stemmene fortalte ham at han skulle reise rundt for å forkynne Guds ord, samt at han hadde evnen til å lindre folks fysiske og psykiske smerter og lidelser.

Denne nyheten ble ikke tatt godt imot av lensmann og prest – han ble beskyldt for å forstyrre ro og orden med samlingene sine, og gjentatte ganger ble møtene hans stanset.
På møtene han holdt var det ånden som fikk ham til å snakke, og han kunne holde på i timevis. Fremmøtte fortalte om en regnbuefarget stråleglans over hodet hans, og at det
satt hvite fugler på skuldrene hans. Når han ble tvangsfjernet av lensmannen under møtene, løsnet alltid på mirakuløst vis tauene de bant ham med.

Som nevnt helbredet også Vis-Knut syke, gjerne ved hjelp av håndspåleggelse. Folk kom langveisfra for å få hjelp, og de som bodde for langt unna til å besøke ham, skrev gjerne
brev. Vis-Knut kunne også hjelpe med andre ting enn sykdom – blant annet kunne han ”se” hvor folk burde grave etter vann eller lete etter savnede dyr. Han ble domfelt for kvakksalveri
i 1827, selv om det i dommen heter at de ikke mente han hadde bedrageriske hensikter eller at han hadde voldt noen skade.

Dommen stanset imidlertid ikke virksomheten hans, og han fortsatte å hjelpe de som kom til
ham. Vis-Knut var svært allsidig, og det sies at han hadde et svært godt hjertelag og at han
var oppriktig glad og takket Gud for at han kunne hjelpe mennesker. Selv om mange har vært
veldig skeptiske til historiene om ham, har han fortsatt en posisjon som visjonær sannsiger
som få andre kan måle seg med. Vis-Knut døde i 1876.

• 1
• 2