Det er et skille mellom religion og kultur. Renvaskelse av Muhammed

[Ada]

Dette sier Abdul Baha, sønn av Bahaiprofeten Bahaullah om Muhammed

Skrevet på dansk

Muhamed
Vi kommer nu til Muhamed. Amerikanere og europæere har hørt en del beretninger om profeten, som de har troet var sande, selv om fortællerne enten var uvidende eller forudindtagne imod ham; de fleste af dem tilhørte præsteskabet; andre var uvidende muslimmer, der genfortalte ubekræftede overleveringer om Muhamed, som de i deres uvidenhed troede ville forherlige ham.



Således gjorde nogle forvildede muslimmer hans polygami til det centrale i deres lovprisninger, som de betragtede som et under og opfattede som et mirakel; og de fleste europæiske historikere stoler på disse uvidende menneskers fortællinger.



For eksempel sagde en tåbelig mand til en præst, at det sande bevis på storhed er tapperhed og blodsudgydelse, og at en af Muhameds tilhængere på een dag havde hugget hovedet af et hundrede mand på slagmarken! Dette forledte præsten til heraf at slutte, at mord er den måde, hvorpå man beviser sin tro på Muhamed. Dette er imidlertid ren indbildning. Muhameds krigstogter var tvært imod altid forsvarshandlinger; et bevis herpå er, at han og hans disciple i 13 år gennemgik de voldsomste forfølgelser i Mekka. I denne periode var de målet for hadets pile; nogle af hans ledsagere blev dræbt og deres ejendele konfiskeret; andre flygtede til fremmede lande. Muhamed selv flygtede midt om natten til Medina efter de voldsomste forfølgelser fra quraishiterne, som til sidst havde besluttet at dræbe ham. Selv da ophørte hans fjender ikke med deres forfølgelser, og hans disciple forfulgte de helt til Abessinien.



Disse arabiske stammer levede i den dybeste råhed og barbari, og i sammenligning med dem var de vilde i Afrika og de vilde indianere i Amerika lige så udviklede som Platon. De vilde i Amerika begraver ikke deres børn levende, som disse arabere begravede deres døtre, samtidig med at de forherligede deres handlinger [6]. Således truede mange mænd deres hustruer ved at sige: “Hvis du føder en datter, dræber jeg dig.” Helt op i nutiden frygter araberne at få døtre. Endvidere var det en mand tilladt at tage tusinde kvinder, og de fleste mænd havde mere end ti hustruer i deres hus. Når disse stammer førte krig, tog den sejrende stamme den overvundne stammes kvinder og børn til fange og behandlede dem som slaver.



Når en mand, der havde ti hustruer, døde, tog disse kvinders sønner hinandens mødre i besiddelse; og hvis en af sønnerne kastede kappen over sin faders hustrus hoved og råbte: “Denne kvinde er min retmæssige ejendom,” blev den ulykkelige kvinde straks hans fange og slave. Han kunne gøre med hende, som det passede ham. Han kunne dræbe hende, holde hende fanget i en brønd eller slå, forbande og pine hende, indtil døden udfriede hende. Ifølge arabisk sæd og skik var han hendes herre. Det er klart, at der må have hersket ondskab, skinsyge, had og fjendskab mellem kvinder og børn i en sådan husstand, og det er derfor unødvendigt at udbrede sig om dette emne. Tænk igen på hvorledes disse undertrykte kvinders liv og kår var. Disse arabiske stammer opretholdt desuden livet ved røveri og plyndring, således at de til stadighed deltog i kampe og krige, dræbte hinanden, plyndrede og hærgede hinandens ejendomme, tilfangetog kvinder og børn, som de solgte til fremmede. Hvor ofte hændte det ikke, at en fyrstes sønner og døtre, der tilbragte deres dage i komfort og luksus, måtte imødese skammens, fattigdommens og fangenskabets morgener. I går var de fyrster, i dag fanger; i går var de smukke damer, i dag slaver.



Muhamed fik den guddommelige åbenbaring blandt disse stammer og efter at have udholdt tretten års forfølgelse fra deres side, flygtede han. [7] Men dette folk hørte ikke op med undertrykkelsen; de sluttede sig sammen for at udrydde ham og alle hans tilhængere. Det var under sådanne omstændigheder, at Muhamed blev tvunget til at gribe til våben. Dette er sandheden; vi er ikke personligt forblindede og ønsker ikke at forsvare ham, men vi er retfærdige, og vi siger, hvad der er retfærdigt. Betragt det med retfærdighed.



Hvis Kristus selv havde levet under lignende omstændigheder blandt så tyranniske og barbariske stammer, og hvis han i tretten år sammen med sine disciple tålmodigt havde udholdt alle disse prøvelser, der kulminerede med flugten fra hans fædreland, hvis disse lovløse stammer alligevel fortsatte med at forfølge ham, at myrde mændene, at røve deres ejendom og tage deres kvinder og børn til fange, hvilken holdning ville Kristus da have indtaget overfor dem? Hvis deres undertrykkelse kun havde ramt ham selv, ville han have tilgivet dem, og en sådan tilgivelse ville have været højst prisværdig; men hvis han havde set, at disse grusomme og blodtørstige mordere ønskede at dræbe, røve og øve uret mod alle disse undertrykte og tage kvinder og børn til fange, er det sikkert og vist, at han ville have beskyttet dem og gjort modstand mod tyrannerne. Hvad kan man da indvende mod Muhameds handling? Er det fordi han ikke sammen med sine tilhængere og deres kvinder og børn underkastede sig disse vilde stammer? At befri disse stammer for deres blodtørst var den største godhed, og at tvinge og tøjle dem var en sand barmhjertighed. De var som et menneske, der i sin hånd holder et giftbæger, der knuses af en ven, da han skal til at drikke, og som han på den måde frelser. Hvis Kristus var blevet stillet overfor lignende omstændigheder, ville Han sikkert med sejrrig styrke have befriet mændene, kvinderne og børnene fra disse blodtørstige ulves kløer.



Muhamed kæmpede aldrig mod de kristne; tværtimod behandlede han dem venligt og gav dem fuldkommen frihed. I Najrán levede der et samfund af kristne, der var under hans varetægt og beskyttelse. Muhamed sagde: “Hvis nogen krænker deres rettigheder, vil jeg selv være hans fjende, og i Guds nærværelse vil jeg fremsætte en anklage imod ham.” I de forordninger, som han forkyndte, anføres det tydeligt, at de kristnes og jødernes liv, ejendom og ære er under Guds beskyttelse; og hvis en muslim giftede sig med en kristen kvinde, måtte manden ikke forhindre hende i at gå i kirke eller tvinge hende til at bære slør, og hvis hun døde, skulle han overgive hendes jordiske rester i det kristne præsteskabs varetægt. Hvis de kristne ønskede at bygge en kirke, skulle islam hjælpe dem. I tilfælde af krig mellem islam og dets fjender, skulle de kristne fritages for pligten til at kæmpe, med mindre de af egen fri vilje ønskede at gøre det, til islams forsvar, fordi de var under islams beskyttelse. Men til gengæld for dette privilegium, skulle de hvert år betale en lille sum penge. Endelig er der syv detaillerede love om disse emner, hvoraf nogle eksemplarer stadig findes i Jerusalem. Dette er en absolut kendsgerning og ikke afhængigt af min bekræftelse. Det andet Kalifats [8] lov eksisterer stadig i Jerusalems ortodokse Patriarks varetægt, og herom er der ingen tvivl [9].



Ikke desto mindre opstod der efter et vist tidsrum, og både på grund af muslimers og kristnes ulovligheder, had og fjendskab mellem dem. Uafhængigt af denne kendsgerning er alle muslimmer, kristnes og andres beretninger simpelt hen opdigt, der har deres oprindelse i fanatisme eller uvidenhed, undtagen når de er opstået af fjendskab.



For eksempel siger muslimerne, at Muhamed kløvede månen, og at den faldt ned på bjerget ved Mekka; de tror, at månen er en lille masse, som Muhamed delte i to dele, hvorefter han kastede den ene del på dette bjerg og den anden del på et andet bjerg.



Sådanne fortællinger er ren og skær fanatisme. Ligeledes er de overleveringer, som præsteskabet citerer, og de tildragelser, som de finder fejlagtige, alle overdrevne, hvis ikke de fuldstændig mangler grundlag.



Kort sagt, Muhamed fremstod i Hijaz ørken på Den Arabiske Halvø, der var en øde, ufrugtbar, sandet og ubeboelig ørken. Nogle egne som Mekka og Medina er umådelig varme; befolkningen er nomader med ørkenboernes sæder og skikke og mangler fuldstændig uddannelse og viden. Muhamed kunne ikke selv læse, og Koranen blev oprindelig skrevet på skulderblade fra får eller på palmeblade. Disse detaljer antyder vilkårene for det folk, som Muhamed blev sendt til. Det første spørgsmål, han stillede dem, var: “Hvorfor modtog I ikke Mosebøgerne og Evangeliet, og hvorfor tror I ikke på Kristus og Moses?” Denne ytring stillede dem overfor vanskeligheder, og de ræsonnerede som så: “Vore forfædre troede ikke på Mosebøgerne og Evangeliet, sig os hvorfor?” Han svarede “De blev vildledte; I burde afvise dem, der ikke tror på Mosebøgerne og Evangeliet, selvom de er jeres fædre og forfædre.”



I et sådant land og midt iblandt så barbariske stammer skabte en ulærd mand en bog, hvori han i en fuldkommen og veltalende stil forklarer de guddommelige egenskaber og fuldkommenheder, Guds budbringeres profetskab, de guddommelige love og nogle videnskabelige kendsgerninger.



I er således klar over, at før den nyere tids iagttagelser, det vil sige i løbet af den kristne tidsalders første århundrede og til det femtende århundrede, var alverdens matematikere enige om, at jorden var universets centrum, og at solen bevægede sig. Den berømte astronom [10], som var forkæmper for den nye teori, opdagede jordens bevægelse og solens ubevægelighed. Indtil hans tid fulgte alverdens astronomer og filosoffer det ptolemæiske system, og den, der sagde noget imod det, blev betragtet som uvidende. Skønt Pytagoras – og Platon i løbet af den sidste del af deres liv – antog den teori, at solens bevægelse rundt om dyrekredsen i løbet af et år ikke hidrører fra solen, men snarere fra jordens bevægelse rundt om solen, var denne teori blevet fuldstændig glemt, og det ptolemæiske system var blevet accepteret af alle matematikere. Men i Koranen åbenbares der nogle vers, der er i modsætning til det ptolemæiske systems teori. Et af dem er “Solen bevæger sig på et fast sted” [11], hvilket viser solens faste stilling og dens bevægelse omkring en akse. Igen i et andet vers “Og hver stjerne bevæger sig i sin egen himmel” [12]. Således forklares solens, månens, jordens og andre himmellegemers bevægelse. Da Koranen blev åbenbaret, latterliggjorde alle matematikerne disse udsagn og henførte denne teori til uvidenhed. Selv islams lærde blev tvunget til at bortforklare disse vers, når de så, at de var i modstrid med det vedtagne ptolemæiske system.



Det var først efter den kristne tidsregnings femtende århundrede – næsten ni hundrede år efter Muhamed – at en berømt astronom [13] gjorde nye iagttagelser og vigtige opdagelser ved hjælp af en kikkert, som han havde opfundet. Jordens omdrejning, solens faste stilling og endvidere dens bevægelse rundt om en akse blev opdaget. Det blev klargjort, at Koranens vers var i overensstemmelse med de eksisterende kendsgerninger, og at det ptolemæiske system var en indbildt antagelse.



I korthed, mange orientalske folkeslag er i løbet af 1300 år blevet opdraget under skyggen af Muhameds religion. I middelalderen, medens Europa var nedsunket i barbari, var de arabiske folkeslag jordens øvrige nationer overlegne i lærdom, kunst, matematik, civilisation, regeringsformer og andre videnskaber. Den, der oplyste og opdragede disse arabiske stammer og grundlagde menneskehedens civilisation til fuldkommengørelse af disse forskellige racer, var en ulærd mand, Muhamed. Var dette strålende menneske en fuldkommen opdrager eller var han det ikke? En retfærdig dom er nødvendig.